Jeg har for lidt over 1 måned siden været på 1 uges ferie i München med min mor.
Det var en super dejlig tur, og ja… Jeg er jo bare helt vild med München – Jeg har været der før, og jeg kommer helt sikkert dertil igen 🙂

München er en by med masser af glade mennesker, øl og god mad – Så kan det da ikke blive bedre, hva? 😀

Hvis du har tænkt dig at tage et smut til München, er der en hel masse seværdigheder du ikke må gå glip af – der er jo meget at se.
Jeg har listet en masse seværdigheder nedenfor – det kunne jo være du fik lyst til at tage en lille weekendtur dertil og opleve byens fantastisk stemning. Det tager jo altså kun 1 ½ time at flyve dertil.

Når du er i München og bliver sulten, så synes jeg at du skal spise på ølstuerne/bryggerierne og få oplevet noget af den gode bayerske stemning 🙂
Skønne (og overvældende store) retter af husmandskost. B.la. Wienerschnitzel, svineskank, masser af pølser og som tilbehør: alverdens slags kartofler & sauerkraut. Dertil skal du helt sikkert have en Stor øl (eller flere haha ;)) og den skal helst være mørk (dunkel), det smager bare bedre og af mere. Jeg har fået drukket virkelig mange øl på de skønneste bryggerier i München. Bryggerierne har også nogle skønne gårdhaver , hvor jeg har siddet og nydt det skønne vejr – som de også har I München, da det ligger helt nede i Sydtyskland

Selvom München er en storby, så har de utroligt meget natur og mange skønne og smukke parker hvor man kan gå tur, fodre ænder og bare nyde det dejlige vejr ♥

Derudover ligger München inde med utroligt mange kirker. De har så mange gamle, store og smukke kirker.
Jeg er helt vild med gamle kirker og det har jeg haft rig mulighed for at opleve her..
Jeg synes selv at en stor, gammel, smuk & rungende kirke er fuldstændigt fantastisk at stå i – man får en helt speciel oplevelse og følelse i kroppen – også selvom man er ateist.
Jeg har fået set en smule kirker – næste gang må jeg få set nogle flere 🙂
Hvis du er til shopping, er der også rig mulighed for dette – Både i kendte og ukendte butikker.
Derudover er München jo også kendt for deres Oktoberfest – Jeg tror der er en super fed stemning til Oktoberfesten i München 🙂

Mht. at se alle seværdighederne, så synes jeg ikke at du behøver melde dig til alt muligt sightseeing & hop on/hop off busser i München, da alt er i gå afstand. Derudover er det super let og billigt at finde rundt i Münchens undergrund med S & U bahn.

Når nu du er i München, så tag lige et smut (1 dags tur) til Salzburg i Østrig.
Det tager kun 1 ½ time at komme dertil, og der er en masse smukke bjerge og fine huse at nyde på togturen.
Jeg har selv været i Salzburg 2 gange nu– og der er skønt. Du kan læse mere om Salzburg længere nede i indlægget.
Billetterne er ikke særlig dyre, og man kan købe gruppebilletter (Hvor man sparer en god sum penge)


Sights i München

  • Englischer Garten

Den Engelske have blev til i 1789, da et vildtvoksende område langs floden Isar blev sat til side til en have.
Den Engelske have ligger fra byens centrum til den nordøstlig grænse af München og dækker et samlet areal på omkring 3,6 kvadratkilometer.

Floden Isar går igennem den Engelske have og bruges til surfing, rafting, svømning & solbadning

Den Engelske have er en af verdens største byparken (tro mig! Den er stor hehe), vi var nødt til at vende om til sidst.

Parken er super hyggelig, og den har nogle meget smukke spots. Parken er fyldt med ænder og gæs (en art jeg ikke har set før). Jeg var så heldig at se en lille gåsefamilie, der svømmede rundt – det var super hyggeligt… Ællingerne blev ved med at drive væk med strømmen, og så måtte forældrene hente dem igen:), De svømmede hen for enden af søen, gik op på land og gik over ”vejen” for at komme over til den anden sø – Cute ♥
Derudover ligger det kinesiske tårn også i parken.

Hvis du skal ind og gå rundt i den Engelske have bliver du nok sulten på et tidspunkt. Der ligger heldigvis et godt sted ved det kinesiske tårn. Super hyggeligt sted. Der er små boder/kiosker hvor man kan få salat, forskelligt kød og tilbehør, også går man rundt og samler sammen hos de forskellige og betaler det hele til sidst ved kassen 🙂

Snyd ikke dig selv for en tur i denne skønne park.
Er den lille is vogn på billedet ikke bare hyggelig? ♥


  • Eisbach Wave


Eisbach er en lille menneskeskabt flod, og er en sideflod til den store flod Isar.
Eisbach flyder igennem den Engelske have og er ca. 2 km lang.

Jeg gik målrettet efter at se det populære stykke af floden som kaldes Eisbach wave. Men jeg fandt det ikke. Jeg så dog noget af Eisbach – et fint lille vandfald. Men ingen wave.. ØV! (Tror dog den har været lige rundt hjørnet hehe)

Eisbach wave er et populært surfer sted, hvor surfere strømmer til for at øve sig. Der bliver også afholdt surfer konkurrencer.

Floden laver en menneskeskabt bølge, der er op til 1 meter høj, denne kan der surfes på.
Surfere har brugt Eisbach wave til surfing siden 1972.

Adresse: Prinzregentenstrasse, 81925 München


  • Odeonsplatz

Odeonsplatz er en meget flot plads, som er fuld af smukke bygninger og udsmykninger.
Pladsen bruges traditionelt til officielle begivenheder som f.eks. militærparader og begravelsesoptog

Pladsen er italiensk inspireret og mange af monumenterne er utroligt gamle.
Feldherrnhalle (Field Marshals’ Hall) er en stor bygning, som ligger midt på Odeonsplatz. Den er fra midten af det 19. århundrede, og består af 4 søjler og 2 løver der holder vagt.

Overfor Odeonsplatz ligger indgangen til Hoffgarten.   


  • Hoffgarten

Hoffgarten er en skøn og virkelig smuk park, der tidligere har været en have tilknyttet Residenz.
Under 2. verdenskrig, blev haven/parken desværre ødelagt, men den blev senere genopbygget, så tæt på det originale som muligt.

Det vigtigste og centrale element i haven er pavillonen der blev opsat i haven i 1615.
Haven er fuld af smukke blomster og rigtigt flot designet.
I pavillonen sidder der ofte gademusikkanter og spiller skøn musik – det er dejligt at stoppe op til et øjeblik og nyde ♥
Den letteste måde at komme til Hoffgarten på, er at gå ind af indgangen ved Odeonsplatz. Du kan gå direkte fra Hoffgarten, ind i den Engelske have via en tunnel.

Adresse: Odeonsplatz, 80593 München 


  • BMW

Hvis du er i München er BMW museet bestemt et besøg værd – Især hvis du er vild med biler.
BMWs bygninger er simpelthen så smukke – Fantastisk arkitektur! ♥♥

Deres kontorbygninger/hovedkvarter er udformet som en høj cylinder og ved siden af den ligger BMW museet.

På den anden side af vejen, ligger BMW Welt. Det åbnede i 2007, og her er der udstilling af nye fantastiske BMW biler & motorcykler. Derudover er det også her de lokale kan hente deres lækre nye BMW’er.

Fra udstillings lokalet øverst går der en bro udenfor og over på den anden side af vejen, direkte over til BMW museet 🙂
BMW har fremstillet biler og motorcykler siden 1917, og selve museet åbnede i 1973. Det er helt fantastisk at gå rundt derinde og se tidslinjen for alle deres produkter – meget fascinerende.

Du finder BMW ved Olympiapark og togstationen ligger lige et stenkast derfra 🙂
Derudover er der entré på beskedne 75 kr.

BMW museet har en skøn lille cafe, hvor du kan slutte af med en god kop kaffe, og der er selvfølgelig også en souvenirbutik 😉

Adresse: Am Olympiapark 2, 80809 München 


  • Olympiaturm (Olympiatårnet)

Olympiatårnet ligger ved Olympiapark & BMW.
Der blev åbnet for tårnet i 1968 og det ligger 291 meter over jorden.

Det koster entré at komme op i tårnet – du tager en (meget hurtig) elevator derop. Der skulle være en helt fantastisk udsigt, og så ligger der en michelin restaurant – Restaurant 181 – i tårnet, som roterer. Wauw!

Jeg kom aldrig op i Olympiatårnet, det ville jeg ellers gerne have været. Jeg kunne også virkelig godt tænke mig at prøve at spise på den roterende restaurant. Det ville for mig være en helt enestående oplevelse ♥ Det skulle være meget smukt at sidde deroppe og spise om aftenen, med alle lysene fra byen. Restauranten drejer hvert 53. sekund.

Selvfølgelig er der også en souvenir butik at finde 😉

Adresse: Olympiapark, Spiridon-Louis-Ring 7, 80992 München


  • Marienplatz

Besøg dette fantastiske torv, med det berømte rådhus. Rådhuset er bygget mellem 1867 – 1909 og er simpelthen så smukt.

Udover at være et gammelt smukt rådhus & en samlings plads, har rådhuset et klokkespil (fra 1908) som spiller 3 gange om dagen (kl. 11, 12 & 17) – Det er virkelig fint, og værd at stå på pladsen og vente på 🙂
Der er en masse fine figurer der danser & 43 klokker der spiller, så man kan høre det ud over hele torvet.

♥ Marienplatz er nok Münchens hjerte ♥

Marienplatz ligger helt centralt, og er lige til at gå hen til, men der ligger også en togstation på pladsen.

Marienplatz, ligger lige ved shopping strøget & der ligger også den smukke kirke, St. Peters Church, lige ved siden af rådhuset. St. Peters Church er den ældste kirke i München og den er Romersk Katolsk. Kirken skulle være meget smuk indvendigt – Jeg var desværre ikke derinde.

Adresse: Marienplatz 8, 80331 München


  • Karlsplatz

Karlsplatz  er en kæmpe plads, der bruges som mødested for en masse mennesker.
Karlsplatz ligger ved Münchens gamle byport og er et miks af gammel og ny arkitektur. Tæt på Karlsplatz ligger Europas største shopping center – Karstadt (Her har jeg faktisk har været elev engang, i deres sko afdeling, da jeg gik på handelsskolen).

Midt på Karlsplatz ligger der et kæmpe springvand, som er fra 1970. Det er rigtigt fint, og om sommeren er det rart at sidde på pladsen og nyde solen, samtidig med at få den kølende vand dis over sig. Om vinteren bliver hele pladsen omdannet til en skøjtebane – smart! 😉

På Karlsplatz ligger der en underjordisk togstation, og også et underjordisk stormagasin.
Den gamle byport, er meget smuk & speciel. Den er dateret tilbage til 1301 og er en del af 3 nuværende byporte der er tilbage fra dengang.

Der ligger en rigtigt god cafe på pladsen, hvor vi begge fik en rigtigt lækker salat hver ♥ Jeg kan desværre ikke huske hvad cafeén hedder – sorry! Men den ligger lige når man kommer til Karlsplatz, og oven over cafeén ligger Gloria Palast (skrevet med stort på facaden)
DSC_0567


  • Viktualienmarkt


Viktualienmark er et stort marked, hvor du kan købe alt fra ost, kød & fisk til is, kage, honning – ja…. alt! 🙂
På Viktualienmarkt er der også borde/bænke hvor man kan sidde og nyde vejret og spise nogen af de lækre ting man har købt der.

Markedet startede faktisk på Marienplatz, men blev i 1800-tallet rykket til en ny plads.

Adresse: Viktualienmarkt 3, 80331 München


  • Shopping

Hvis du vil shoppe mens du er i München, så er der rig mulighed for dette.
Der er både Maximiliamstrasse & Kaufingerstrasse.

Maximilianstrasse finder du de lidt dyrere luksusforretninger & haute couture. Her ligger der b.la: Gucci, Jimmy Choo, Yves Saint Laurent osv.
Hvis du ikke liiiiige har økonomien til dette (mig mig mig 😉 ) er det stadig en fed oplevelse at gå turen på Maximilianstrasse og se de fine butikker, bygninger & sporvognene der kører rundt på gaden.

Kaufingerstrasse er der lidt mere affordable highstreet butikker som b.la. H&M, Vero Moda, S.Oliver, Zara osv. Der er masser af butikker – masser! Og her kan du også finde en hel masse souvenirshops. På kaufingerstrasse står der også ofte gademusikanter – især om aftenen.. Det er helt vildt hyggeligt 🙂 En af aftnerne vi var der, var der en mand der havde slæbt sit klaver med ud på gaden og spillede b.la Mozart, Claude Debussy & Yiruma ♥ fantastisk hyggeligt!


  • Ludwig-Maximilians-Universität

Ludwig-Maximilians-Universitetet ligger på ”Geschwister Sholl Platz”, og er et af de største universiteter i tyskland.
Pladsen hvor universitetet ligger, er opkaldt efter de to søskende Sofie & Hans Scholl, der kæmpede i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig.

De dannede gruppen: ”Weisse rosen” og de to søskende var hovedgrundlæggerne bag denne modstandsgruppe. De gik begge på Maximilians universitetet.

Universitetet bruges stadigvæk den dag i dag. Hovedindgangen er lavet om til en slags mindeplads, hvor man frit kan gå ind og se hvordan der ser ud/så ud og så ligger der hvide roser & der er monomenter for de to søskende.

I modstandsgruppen Den hvide rose – lavede de anti-nazi materiale som de b.la delte ud på universitetet.  Jeg fik desværre ikke set universitetet denne gang, men jeg har oplevet det før. Det er længe siden og jeg ville super gerne have set det igen. Man kommer I en helt særlig ”stemning”, når man står inde på universitetet – især hvis man har set filmen om dem. Se den! – Sophie Scholl – de sidste dage

Her ses grundlæggerne af gruppen ”Weisse rosen”:
Sophie Scholl, Hans Scholl, Christopher Probst,
Alexander Schmorell, Professor Kurt Huber & Willi Graf

Adresse: Professor-Huber-Platz 2, 80539 München


  • St. Michael kirche

Når jeg er ude at rejse, elsker jeg at finde kirker jeg kan gå ind og opleve – Der findes simpelthen så mange smukke kirker, og der er bare en helt speciel stemning i en stor gammel kirke.

München har fuldstændigt fantastiske kirker, og St. Michael er bestemt en af dem.
Den er stor og rummelig, indeholdende masser af guld, alter, orgel & en kongelig krypt.
Kirken blev bygget i slutningen af det 16. århundrede.

St. Michael Kirche ligger i nærheden ar Karlsplatz.
Adresse: Neuhauser Str. 6, 80333 München


  • Bürgersaalkirche

En smuk kirke. Denne kirke er delt op I 2 etager – en under og over kirke.
Den øvre del af kirken blev tidligere brugt som bederum.

Nedenunder var der et lille hyggeligt kapel. Og oven over er der en smuk kirke – Jeg kom aldrig ovenpå desværre.

Adresse: Neuhauser Str. 44, 80333 München


Spisesteder jeg kan anbefale

  • Zum Augustiner (Augustiner bierhalle)

Jeg vil starte med at sige at jeg ikke har fået spist mange forskellige steder mens jeg var i München. Jeg var ret glad for dette sted i forvejen, da jeg har været her før og jeg ville gerne have noget rigtigt Bayersk husmandskost – som Bayern & München er kendt for, og en masse gode tyske øl.

Så derfor holdt jeg mig til mine to yndlings spisesteder 🙂

Zum Augutiner bierhalle spiste vi nogle af de første dage.. Vi fik en masse kartoffelmos og forskellige pølser & sauerkraut, samt en god øl. Jeg synes næsten man skal drikke mørke øl når man er i München (og bare generelt) de smager bare af mere og er ikke fyldt med brus på samme måde.

Jeg vil klart anbefale deres egen øl – Augustiner (dunkel), den er helt fantastisk 🙂 Det er en af mine all time favourite øl, og jeg er super ked af at man ikke kan købe dem i butikkerne. Hverken herhjemme eller dernede.

En af dagene fik vi noget svineskank (Ja, man får altså nogle gode gedigne portioner – bare så du er forberedt haha), og en kartoffel-dumpling. En kartoffel-dumpling var til gengæld ikke noget jeg havde hørt om før, og den var ikke populært hos min mor & jeg.
Dumplingen består af en kartoffel, som har ligget i væde (ved ikke hvilken art) og bare trukket, så den bliver helt gummi-agtig, når du får den 😉

Men altså… Bortset fra dumplingen, så er det bare lækker husmandskost, lækre lækre øl, dejlig stemning, fantastisk bayers indretning & ansatte i tyrolertøj. Det er simpelthen så hyggeligt at sidde der og spise. Der er også en gårdhave hvor du kan sidde og nyde vejret samtidig.  Adresse: Neuhauser Str. 27, 80331 München
Det der ser ikke specielt lækkert ud – I know! 😉 Men kødet smagte fint. kartoflen der, er den dumping jeg skrev om længere oppe – Bvadr!!


  • Hofbräuhaus

Jeg er fuldstændigt forelsket i Hofbräuhaus.

Hofbräuhaus er grundlagt i 1589 af det kongelige hof i München. De var utilfredse med den lokale øl, og derfor blev der bygget dette bryggeri, som kunne producere øl specielt til kongehuset.

I 1828, blev Hofbräuhaus åbnet for offentligheden. Bryggeriet er kendt for b.la at hitler kom der. Han holdt b.la sine politiske taler her.

Hofbräuhaus er bare så hyggeligt. Der er en fuldstændigt fantastisk stemning – altid glade (og mange) mennesker, store øl, og skøn mad. Deres øl er altså virkelig gode (Husk at bestil dunkel 0,5 L 😉 ), Her er plads til over 1300 mennesker og der en skøn gårdhave, hvor du kan sidde ude og nyde en øl i solen.

Indenfor er der pyntet super fint, i gammel Bayersk stil, og der er også dagligt et orkester der kommer og jodler, spiller god Bayersk musik og danser rundt i läderhosen – det giver virkelig en fantastisk stemning.

Kunderne består mest af turister fra hele verden –  af hvad jeg har oplevet. Der er dog også lokale, og stamgæster, det har et stambord, hvor de altid sidder. Nogle af stamgæsterne kommer enda i Bayersk tøj (Det ligner jo lidt en udklædning, men det er da skønt ♥

Vi fik selvfølgelig en (flere) øl.. Og så fik jeg en wienersnitzel med noget kartoffelhalløj – det smagte rigtigt godt – igen, husmandskost! 🙂

Derudover fik vi en pretzel.. Det skal man jo næsten have når man sidder på Hofbräuhaus i München ♥ En pretzel, er en stor kringle med salt – De smager rigtigt godt, og er bare lidt hyggeligt at sidde og gnaske i, når man sidder der og drikker en øl og hygger sig til tyrolermusik..

Dette spisested er helt vildt anbefalelsesværdigt ♥
Hofbräuhaus ligger i nærheden af Marienplatz.
Adresse: Platzl 9, 80331 München
Nej.. det ser ikke særlig lækkert ud, og ja…. det er mega utydeligt og dårligt taget – MEN! det smagte virklig virkelig godt (Det er en schnitzel der er dækket af bløde løg), og mht. billedet, så var jeg i min helt nybegynder fase med mit nye spejlreflekskamera 😉


Turen går til Salzburg

Salzburg – Mozarts fødeby.

Hvis der er noget du kan finde alle steder i Salzburg, så er det Mozartkugler haha 😀 De er overalt!

Salzburg er kendt for Mozart, og du kan finde huset han er født i og de huse han har boet i. Derudover står der en statue af ham på Mozart platz, og på Dom platz står der en kæmpe guldkugle med Mozart på toppen – Denne statue blev rejst I 1842, et år efter hans enke døde.

Et af stederne i Salzburg du kan besøge, er Mozarts barndomshjem. Dette er lavet om til et museum, så du kan komme ind og se hvordan der så ud dengang han var dreng, samt. få et glimt af hans musikinstrumenter. Jeg besøgte dog ikke selv Mozarts barndomshjem,  da Mozart ikke er en af mine store interesser – der var andet jeg hellere ville opleve 😉
Entréen koster ca. 75kr.

Udover Mozart, er byen også meget kendt for Sound of Music, som blev optaget i Salzburg i 1965. Hvis du er Sound of Music fan, skal du da på tur og se alle de smukke steder der har været en del af filmen ♥

Salzburg ligger ved floden Salzach. Her kan du tage en flodbåd ned af og nyde udsigten & naturen. På den anden side af floden (den vestlige del) ligger Altstadt (den gamle bydel). Der kommer du til, ved at gå over ”kærligheds-broen”. En bro der er helt tætpakket med hængelåse, hvor par har sat hængelåse med hjerter og deres navne fast på – for at låse deres kærlighed. Det er en rigtigt fin bro 🙂

I Altstadt er byggerier underlagt en masse bestemmelser, og denne del af byen er kommet på UNESCOs verdensarvsliste, for at sikre at den gamle atmosfære bevares.

Salzburg er også fyldt med store, smukke kirker.
Oppe i Altstadt er der berømt shoppinggade, hvor der ligger butikker, restauranter & caféer.

Den gamle bydel ligger et lille stykke vej fra Salzburg hovedbanegård – Du kan sagtens gå den strækning frem og tilbage. Det gjorde vi 😉


  • Franziskanerkirche

Franziskanerkirchen er en af de ældste kirker i Salzburg og er beliggende i Altstadt.
Udefra en kirken super fin & enkel (men utroligt stor). Indvendigt er den simpelthen så smuk ♥
Jeg blev helt forelsket i kirken og det ene hjørne indvendigt, hvor der er en stor hvid sky med engle, over alteret er utroligt smuk ♥♥

Adresse: Franziskanergasse / Sigmund Haffner Gasse, Salzburg 5020


  • Salzburg domkirke

Smuk smuk kirke.
Jeg har desværre kun fået taget billeder af kirken udvendigt.

Udvendigt – ved indgangen, står der biskopper og vogter og indvendigt – ved indgangen står den bronzedøbefond som Mozart blev døbt i.

Mozart blev både døbt i kirken, og senere blev han organist der, fra år.  1779 – 1781.
Domkirken har i alt overlevet 8 brande, og den sidste brand i 1598 ødelagde det meste af kirken – så efter 1598 er kirken blevet genopbygget på ny.

Adresse: Domplatz 1a, 5020 Salzburg, Østrig


  • Petersfriedhof

Peterskirkegården er en af de ældste kirkegårde i Salzburg. Kirkegården ligger i den gamle bydel, ved foden af festnungsberg.

Kirkegården blev grundlagt omkring år 700.  Det er en virkelig smuk kirkegård, og noget helt andet end hvad vi er vant til hjemme i danmark.

Flere af (Østrigs) kendte er begravet på denne kirkegård. B.la Mozarts søster & flere musikere/komponister etc.
Denne kirkegård var også med i Sound of Music. Det var her Von Trapp familien gemte sig for de tyske soldater.

Catakomberne (Catacombs)
Som I kan se på det ene billede, så er der hugget en ”hule” ind i bjerget ovenover.
Det syntes jeg så rigtigt spændende ud. Jeg har efterfølgende fundet ud af at det er en katakomber, og at man kan komme derop – øv! Det må jeg prøve en anden gang.

De siges at være fra folkevandringstiden (ca. 200 e.Kr. og 700 i Europa).

En katakomber er normalt en slags underjordisk gang eller labyrint, med gravkamre i væggene. Disse er dog hugget ind i Festungsbergs klippe – Dette er noget som jeg synes er helt vildt spændende. Jeg ville rigtigt gerne have været oppe og set det.

Det skulle koste ca. 15kr at komme ind, og man skal op af en masse trapper (ja, det kan man jo regne ud, når det ligger deroppe ;))

Adresse: Sankt-Peter-Bezirk 1, 5010 Salzburg


  • Festung Hohensalzburg

Festung Hohensalzburg ligger på Festungsberg (fæstnings bjerget) og er en af de største og bedst bevarede middelalderborge i Europa. Det er fra år 1077.
Borgen er en af de mest populære attraktioner i Salzburg.
For at komme op til borgen kan du tage en (stejl) kabelbane – den var vidst ret dyr! Eller du kan gå derop. Vi valgte det sidste.

Turen er ikke særlig slem (og vi gik altså i 28 graders hede). Du får både motion og en dejlig udsigt :), Når du er næsten oppe ved borgen er der en udsigts post, hvor du kan tage nogle helt fantastiske billeder, og bare nyde den gode udsigt.

Du kan se hele den gamle bydel oppe fra udsigts posten. Det er meget smukt! ♥
Borgen kan du komme ind i og se indvendigt, men det koster entré. Vi tog ikke på rundvisning inde i borgen, men nød bare turen derop og udsigten :), Men en anden gang kunne jeg godt tænke mig at komme derind og udforske hvad den har at byde på.
Inde på borgen skulle du kunne se hvordan de kongelige boede dengang – Se alle de forskellige værelser og deres smukke udsmykning.

Borgen har i sin levetid været brugt til alt fra privat bolig til fort, fængsel & militærbarakker.

Adresse: Mönchsberg 34, 5020 Salzburg


  • Nonneklosteret – Nonnberg

Dette kloster er verdens ældste kloster og er fra 714.
Min mor og jeg ville rigtigt gerne have set dette kloster, men kunne ikke finde det. Vi fandt dog ud af senere, at det ligger ved Festung Hohensalzburg. Når du er gået ned af bakken ved udsigts posten, deler vejen sig – en vej går ned af bjerget (venstre) og en vej går lige ud (til højre). I stedet for at gå ned, tager du stien til højre, og så skulle du gerne komme dertil.

Dette kloster er kendt fra Sound of Music. Det er her Maria (Julie Andrews) er nonne, og rejser væk fra for at prøve livet af.

Indvendigt er klosteret lukket af for besøgende, men man kan gå rundt uden om klosteret & i klosterhaven 🙂

Adresse: Nonnberggasse 2, 5020 Salzburg


  • Markedet – Domplatz Market

Dette er markedet i den gamle bydel. Her sælges kød, frugt & grønt, kage, chokolade, souvenirs osv.
det er et super hyggeligt marked, hvor der altid er mange mennesker.
Til jul skulle markedet være super hyggeligt.

Markedet er med i filmen Sound of Music.

Adresse: Domplatz, Salzburg


  • Mirabell Gardens

I Mirabell haverne ligger det smukke Mirabell slot.
Dette slot blev i sin tid bygget af ærkebiskoppen af Salzburg og givet som en kærlighedsgave til sin elskerinde.
Slottet bliver i dag brugt af Salzburgs borgmester, og derudover er det  et populært sted at holde bryllupper. Marmorsalen hvor der bliver holdt bryllupper er et af verdens fineste bryllupslokaler.

Det er virkelig en oplevelse at gå rundt i Mirabell haverne.
Jeg var der om sommeren og der var så smukt ♥ Fantastiske store blomsterbede alle steder, formet i store mønstre og masser af skulpturer. Der skulle også være en særlig have med dværgskulpturer – den så vi desværre ikke :(, Lige når du kommer ind af porten er der også et stort smukt springvand, hvorfra der er en fantastisk udsigt til Festung Hohensalzburg.

Mirabell haverne har åbent hver dag.

Mirabell haverne er kendt fra Sound of Music. Her bliver b.la sangen Do re mi sunget og 6 steder i denne smukke have er der lavet scener til filmen.

Dette sted er 100% et besøg værd ♥♥

Adresse: Mirabellplatz, 5020 Salzburg


Det var min lille guide om steder jeg mener du burde besøge når du tager en tur til München 🙂 München & Salzburg er virkelig nogle skønne skønne byer ♥

Happy travelling …

Get Free Email Updates!

Signup now and receive an email once I publish new content.

I will never give away, trade or sell your email address. You can unsubscribe at any time.