Lækre pitabrød med kylling & grønt!
Vi er vilde med pitabrød herhjemme, og lige nu er det, det som Alexander gerne vil have om fredagen når han kommer.
Det har skiftet lidt mellem pitabrød, pizza & pandekager 😉
Lav dine egne pitabrød – Du vil ikke fortryde det. Det smager så meget bedre, er ikke fyldt med alt muligt mærkeligt og det tager ikke lang tid at lave.
De skal lige stå og hæve i min. 1 time, hvor du så kan foretage dig alle mulige andre sjove eller praktiske ting 😉
Jeg synes at det er lækkert at blande lidt forskellige salater. det giver lige lidt ekstra smag og saft & kraft. En iceberg, er simpelthen så kedelig i min optik. det er virkelig lækkert at snitte spidskål (evt. hvidkål hvis spidskål ikke fås) helt fint, til at fylde i.
Opskrift
Antal: 4 personer
Ingredienser:
Pitabrød: (Evt. køb færdige pitabrød)
- 1 ½ dl vand
- 1 ½ dl mælk
- ½ tsk sukker
- 25 gram gær
- Lidt havsalt
- 70 gram durummel
- 450 gram hvedemel
Fyld:
- 500 – 700 gram kyllingebryst
- 1 spidskål
- 1 lille pose feldsalat (75 gram)
- 1 stort rødløg
- 1 majskolbe (Eller en god dåse majs)
- 1 pose revne gulerødder (Eller riv selv)
- 250 – 500 gram cherrytomater
- 1 bundt forårsløg
- 1 agurk
- 1 bøtte creme fraiche
- Ketchup
- Stødt sød paprika
- 1-4 fed hvidløg (alt efter hvor meget creme fraiche og smag & behag)
- Salt & peber
- Olivenolie
Sådan gør du
Pitabrød:
- Bland mælk og vand sammen
- Lun det let
- Opløs gæren heri
- Tilsæt mel, sukker & salt, Rør dejen til den er en fast masse der slipper skålen
- Lad dejen hæve lunt og tildækket i min. 1 time
- Efter dejen er hævet op, hældes lidt durum mel ud på bordet og dejen rulles ud i melet til en pølse
- Del “pølsen” op i stykker, som skæres ud og formes til boller
- Rul hver bolle flad med en kagerulle
- Læg de flade pitabrød på en bageplade beklædt med bagepapir
- Forvarm ovnen til 250 grader -Varmluft
- Lad dine pitabrød hæve på bagepladen med et klæde over i min. 15 min (eller så længe som muligt)
- Pensles med mælk og drysses med lidt durum mel
- Bages i ovnen i ca. 7 min, eller til de er let gyldne
- Husk at lade dine pitabrød køle lidt af inden der skæres i dem
Fyld:
- Skær kyllingen i mindre tern og smid dem i en frysepose
- Tilsæt olivenolie, stødt paprika og salt & peber
- Bland det hele godt sammen og lad det stå lidt og marinere
- Steg på en pande, indtil kyllingen er gennemstegt
- Hvis du bruger majskolber så kog dem
- Skær majskornene af
- Tag bladene af spidskålen
- Skyl spidskål & feldsalat
- Snit spidskålen fint
- Pil & skær løget i fine skiver (Skær i halveog derefter i tynde skiver/både)
- Skyl forårsløg og snit
- Skyl agurken & skær den i tern
- Skyl & halver cherrytomaterne
- Fordel alle grøntsagerme i skåle
- Lav dressingen:
- Hæld creme fraiche i en skål
- Tilsæt lidt ketchup & stødt sød paprika
- Pil hvidløg og pres dem i en hvidløgspresser
- Tilsæt (efter smag & behag)
- Smag til med Salt & peber
Flæk pitabrødene (skær toppen af eller skær lige ned i det – lige linje).
Fyld pitabrødene med alle de lækre grøntsager, kylling & dressing
→ TIP:
Bagværk bliver altid bedst hvis det laves i en røremaskine